Hedensted Kommunalbestyrelse har den 25. juni 2025 vedtaget forslag til ny kommuneplan 2025–2037.
I henhold til planlovens §§ 24–26 skal kommuneplanforslaget være i offentlig høring i 8 uger. Høringen løber fra den 4. juli til den 1. september 2025.
Alle borgere, organisationer og øvrige interessenter har i denne periode mulighed for at indsende bemærkninger, forslag eller indsigelser til planen.
Kommuneplanen er en samlet, overordnet plan for hele kommunen og danner rammen for kommunens fysiske udvikling i de kommende år.
Forslag til kommuneplan kan læses her: https://www.hedensted.dk/politik-og-indflydelse/planlaegning-og-udvikling/kommuneplan-og-lokalplaner/forslag-til-kommuneplan-2025-2037
Den nye kommuneplan bygger på en ny tilgang, hvor der er fokus på bynetværk frem for et klassisk byhierarki. Det betyder, at Hedensted Kommune ser på, hvordan byer og landsbyer hænger sammen, når der arbejdes med udvikling. Ved at udvikle ét sted kan vi styrke hele området – ikke kun den enkelte by. Derfor er kommunen inddelt i lokalområder, og for hvert område er der udarbejdet en beskrivelse af byernes kvaliteter og udviklingsmuligheder. Denne ændring udgør det bærende grundlag for kommuneplanens struktur.
Vi vil særligt bede jer forholde jer til, om den måde, lokalområderne er afgrænset og beskrevet på i planforslaget, fremstår relevant og dækkende i forhold til jeres lokale virkelighed.
Er I enige i den måde, jeres lokalområde er afgrænset og beskrevet på i planforslaget? Stemmer beskrivelsen overens med jeres oplevelse af områdets rolle, styrker og udviklingsmuligheder – eller er der forhold, som med fordel kunne justeres eller uddybes?
Forslaget til kommuneplan kan ses og kommenteres via kommunens hjemmeside. Har I spørgsmål, eller ønsker I en uddybende dialog om planforslaget, er I ligeledes meget velkomne til at kontakte os på: plan@hedensted.dk
Med Venlig hilsen
Snaptun Lokalråd