Snaptun Lokalråd ønsker alle borgere en rigtig glædelig Jul samt et godt Nytår.

Tak til vore sponsorer, som er med til at få økonomien til at hænge sammen og True North Efterskole, som altid har et lokale, vi må låne, når vi i Lokalrådet holder møde eller ”Strik og fællesskab” og ”Stræk dig Sund” ønsker at gøre brug af et lokale. Gælder også motionister, der bruger faciliteter som Padelbane/Multihal.

Tak til frivillige og Green Team 2, som gør et fantastisk arbejde med at vedligeholde grønne arealer og stier omkring vores natur og seværdigheder.

Og tak til Lystbådehavnen, Jollehavnen, Snaptun Kajakklub og diverse foreninger, der i samarbejde og via en fælles platform med tiden, forhåbentlig vil være med til at styrke fællesskabet i Snaptun.

Siden Generalforsamlingen i august måned har en ny bestyrelse arbejdet ihærdigt på at samle op på den viden, som desværre forsvandt, da Lokalrådets formand og næstformand ikke genopstillede.
Samarbejdet i bestyrelsen, og lysten til at yde den indsats, der kræves, er stor – og det skal nok lykkedes.

Af omfattende projekter kan nævnes, at udvalget for Fritid og Fællesskab/Hedensted Kommune har valgt 5 lokalområder – bl.a. Snaptun/Glud – til at skulle arbejde med udviklingsplaner i forbindelse med strategisk planlægning. Spændende samarbejde, som har opstart januar 2022.
Lokalrådet er også involveret i projekt ”C8 – Håb til Håb”, som er et projekt, som fokuserer på aktørinvolvering, herunder politikere, administration, forsyningsvirksomhed mv. Formålet er bl.a. at skabe fælles forståelse af udfordringerne i planlægningen af klimatilpasning med henblik på at få valgt langsigtede og bæredygtige løsninger.

Bestyrelsen har et klart ønske om, at det arbejde der bliver udført, skal være med til at gøre Snaptun til et bedre sted at bo og opholde sig.

Glædelig jule- og nytårshilsen
Snaptun Lokalråd